Steffen Martin

Adresse
Kildemosevej 5, 5000, Odense C, Danmark
Telefon
27476040
Image
Storbyen er det moderne livs ultimative træfpunkt. Her blinker neonlyset døgnet rundt. Menneskene krydser frem og tilbage, som i et indviklet mønster ingen kan forstå. På oplyste pladser, i dunkle gyder, i korridorer, i små rum, i store sale, i høje bygninger med prangende indgange og i upåagtede lokaler i en slidt sidegade. Byen er til det hele. Brug og misbrug. Smerte og glæde. Larm og tavshed. Dens billeder falder og stiger, som en melodi i tusinde tonearter. Som rytme og modrytme.

Storbyen er maleren Steffens Martins fascination. Det er her han strejfer og det er her, han finder sine motiver. Storbyen er stedet, hvor alle billeder mødes. Storbyen er stedet, hvor alle stemninger flimrer som et spraglet tæppe af lys, farver, former. Storbyen er en metafor på moderniteten i fri udfoldelse. Det er her alle billeder fødes og tilintetgøres. Det er stedet, hvor alle fortællinger mødes på hvilket som helst gadehjørne. Som råb og hvisken.

Storbyen er stedet, hvor alle medier spreder deres hotteste nyheder. Som i en feber, der ikke kan slås ned. Fra lysreklamernes store sus til rendestenens glemte avisstumper. Det er præcis fra disse billedeksplosioner Steffen Martin henter sine billeder hjem til sine lærreder.

Man kan sige, at hans billeder er fragmenter. Stumper af fortælling. Henkastede historier, som han samler sammen og sætter ind i nye meningsfulde sammenhænge. Som i en collage. Og dog meget mere. Som sampling – men med en fortælling gemt i sig. Ikke uventet har Steffen Martin bl.a. fundet afsæt i storbyens gadekunst, grafittien og dens slang-agtige udtryksform. Hårdkogt og hæsblæsende. Men ikke uden skønhed og æstetik.

Steffen Martin har arbejdet som grafiker – og det grafiske håndelag har han med sig i alt, hvad han laver. Han er stadig i sin vorden som billedkunstner. På vej ind i kunsten. Men på vej med et allerede sikkert talent for at komponere billeder, der bærer hans personlige signatur. Som netop er personlige og skarpe udsagn om en verden, hvor alle billeder dunker ind på vore nethinder i ét uendeligt bombardement. Æstetikken i hans billeder er det modsatte af pænhed og dekoration. Han arbejder så at sige med håndholdt kamera. Han har øje for kontraster og han krydsklipper mellem flere forskellige slags fortællinger på en gang. Ham mikser sloganagtige tekster og ikonagtige billedklip sammen til en frapperende helhed.

Tilsammen bliver det hele til hans bud på den moderne urbane virkelighed, hvor vi alle tror vi bliver berømte i femten minutter og måske også bliver det, hvis bare vi tror stærkt nok. Vores virkelighed er alligevel fyldt med selvbedrag og illusioner. Vi bliver smukke tabere eller grimme vindere.

Steffen Martin viser i sine billeder os verden, akkurat så vanvittig normal, som den oftest er. Han hverken dramatiserer eller underdriver. Han ved godt, hvad han har med at gøre. Han ved godt, at vi lever i de store forblændelsers tid.

Hans billeder er snapshots fra en virkelighed i konstant overhalingsbane. By
Kort
Billeder (3)